Biogødning af topkvalitet fra Londons madaffald

Biogødningen fra Willen Biogas ved London har nu modtaget den eftertragtede britiske akkreditering BSI PAS 110. Biogasanlægget producerer biogas på kildesorteret madaffald fra London, og kvalitetsstemplet sikrer, at biogødningen fra anlægget let kan anvendes på landbrugsjord.

willen 673x300px

 

Madaffald fra restauranter, storkøkkener og supermarkeder i London bliver i dag genanvendt til produktion af biogas og gødning på Willen Biogas, der blev leveret og sat i drift af Xergi i 2016. 
 
Nu har Willen Biogas bevist, at anlægget kan levere biogødning af topkvalitet, idet anlægget har modtaget den krævende akkreditering BSI PAS 110. 
 
Den grundlæggende idé i at aflevere madaffald til biogasproduktion er, at biogasanlægget kan sikre, at næringsstofferne i madaffaldet recirkuleres til landbrugsjorden. Det bidrager til at minimere behovet for at trække på især klodens fosforressourcer, der er sparsomme og ikke fornybare. Derfor er det naturligvis vigtigt at sikre, at biogødningen fra anlægget let kan anvendes på landbrugsjord, og den godkendelse foreligger nu med BSI PAS 110 akkrediteringen. 
 
Akkrediteringen stiller strikse krav til kvaliteten af biogødningen. Det gælder eksempelvis indholdet af urenheder i form af plast og metal, som man ikke ønsker at få ud på landbrugsjorden.
 
”Der er tale om en meget skrap procedure for at opnå akkrediteringen. Man kan ikke bare opnå den ved at fremvise et nyt anlæg og fortælle, hvordan man vil drive det. Når anlægget er i drift, skal man bevise, at man opfylder kravene over en periode på flere måneder, hvor anlægget er i stabil drift,” fortæller Jørgen Fink, country manager for Xergi i Storbritannien. 
 
Den helt centrale fordel ved akkrediteringen er, at landmændene kan have tillid til, at de aftager en biogødning af høj kvalitet. Samtidig undgår biogasanlægget at skulle håndtere biogødningen efter affaldslovgivningen, som ellers kan gøre det til lidt af en udfordring at anvende biogødningen på landbrugsjord.
 
Læs også: Nu bliver madaffald fra London til biogas og gødning og se video om Willen Biogas her
 
Denne hjemmeside bruger cookies. Læs mere om vores cookies på siden fortrolighedspolitik. Du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre på siden.
Accepter