Xergi lander stor eksportordre i Frankrig

En langsigtet markedsstrategi og en stærk teknologisk udvikling af Xergis biogaskoncept sikrer fortsat udbygning af selskabets position i den internationale biogasindustri.

Dette har netop resulteret i en ny ordre på byggeriet af Frankrigs hidtil største biogasanlæg baseret på restprodukter fra landbrug og fødevareindustri.

Methalandes work 673x300px

Anlægget – der er Xergis femte ordre i Frankrig på tre år – skal leveres til biogasselskabet Méthalandes i byen Hagetmau syd for Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Bag anlægget står aktionærerne Eneria Ren og den statsejede bank Caisse des Dépôts et Consignations. Eneria Ren ejes af selskabet Groupe Monnoyeur, som blandt andet er en betydelig europæisk forhandler af motoranlæg og entreprenørmaskiner fra amerikanske Caterpillar.

”Den nye ordre viser, at vi i kraft af en stærk teknologisk udvikling og en langsigtet markedsstrategi fortsat udbygger vores position i den internationale biogasindustri. I den sammenhæng er det et vigtigt skridt fremad, at vores teknologi bliver blåstemplet af væsentlige aktører som en stor fransk pensionskasse og Eneria Ren,” fastslår administrerende direktør Jørgen Ballermann fra Xergi.

Han forklarer, at Xergi har udviklet en teknologi, der gør det muligt at opnå en høj gasproduktion med mange forskellige typer husdyrgødning, organisk affald og anden biomasse på samme tid.

”Det bliver der taget godt imod i lande som Frankrig, Storbritannien og USA, fordi vores teknologi giver kunderne en stor sikkerhed for, at de kan få tilført de nødvendige mængder og kvaliteter af biomasse på langt sigt,” forklarer Jørgen Ballermann.

Udover energiproduktionen giver anlæggene et værdifuldt output af næringsstoffer, der kan anvendes som gødning på landbrugsejendomme i biogasanlæggenes nærområder.

Biogasanlægget i Hagetmau kommer årligt til at behandle i alt 153.000 tons biomasse. Biogassen herfra vil blive brugt til at producere 37,8 millioner kWh el svarende til elforbruget i 9.000 husstande.

Byggeriet indledes i første kvartal 2014, og anlægget vil blive sat i drift i 2015.


Yderligere oplysninger, henvendelse:

Administrerende direktør Jørgen Ballermann, Xergi, tlf + 45 99 35 16 00, jba@xergi.com

Hagetmau layout 673x300px

Fakta om Méthalandes projektet:

Samlet investering: 23 millioner euro

Aktionærer: ENERIA og Caisse des Dépôts et Consignations

Elproduktion: 37,8 millioner kWh om året svarende til 9.000 husstandes elforbrug

Produktion af bæredygtigt gødningsprodukt pr. år: 12.000 ton

Årlig behandling af biomasse:
• 100.000 ton flydende gødning fra andeproduktion
• 30.000 ton fast kvæggødning
• 6.000 ton fast fjerkrægødning
• 17.000 ton restprodukter fra fødevareindustrien

CO2-udledning: En besparelse på mere end 23.000 ton om året.

Xergi leverer et nøglefærdigt biogasanlæg til Méthalandes.

Leverancen omfatter blandt andet:
• 22.000 m3 primære og sekundære reaktorer
• Diverse forbehandlingsteknologier, herunder X-chopper®, der er designet til at forbehandle fast biomasse – eksempelvis husdyrgødning - til biogasproduktion
• Doseringsteknologien FLEXFEED®, der sikrer en optimal blanding og dosering af forskellige typer husdyrgødning og anden biomasse i biogasanlægget
• Et effektivt styrings- og overvågningssystem

 

Denne hjemmeside bruger cookies.
Læs mere om vores cookie- og privatlivspolitik . Du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre på siden.
Accepter