Nyt biogasanlæg styrker uafhængigheden

Storbritanniens største kalkunproducent, Bernard Matthews, investerer i biogasanlæg, der forbedrer virksomhedens affaldshåndtering og energiregnskab. Projektet understreger den store bredde i Xergis biogasteknologi til affaldshåndtering.

Xergi skal levere et nøglefærdigt biogasanlæg til Holton Renewable Power Ltd., som er et joint venture mellem Bernard Matthews, Storbritanniens største kalkunproducent, og Glendale Power, som er et udviklingsselskab med biogas som speciale.

Anlægget placeres tæt på Bernard Matthews’ største kalkunslagteri i Holton i det østlige England, og biogasproduktionen bliver baseret udelukkende på affald fra slagteriet.

Kan håndtere sit eget affald

”Med biogasanlægget konverteres slagteriaffaldet til en energiressource. Samtidig giver afgasningen af affaldet mulighed for, at virksomheden selv kan håndtere sit affald,” siger Jørgen Fink, der er country manager i Xergis internationale salgsafdeling.

Hidtil har virksomheden afleveret sit affald til håndtering hos en ekstern serviceleverandør – og har dermed været afhængig af blandt andet prisdannelsen på markedet for affaldshåndtering.

Med biogasanlægget kan Bernard Matthews håndtere det afgassede restprodukt i sit eget spildevandsanlæg. Dermed vinder virksomheden en ny grad af uafhængighed på dette område.

Biogassen anvendes til produktion af el og varme, som udnyttes fuldt ud på slagteriet.

Stort potentiale for affaldshåndtering

Projektet viser de mange muligheder, der er i Xergis biogasteknologi med hensyn til håndtering af affald og andre organiske ressourcer, siger Jørgen Fink.

”Vi har bygget et velfungerende anlæg baseret på grøntsagsaffald hos grøntsagsproducenten Staples Vegetables, og nu bygger vi et anlæg baseret på affald fra et kalkunslagteri. Det understreger, at vores teknologi kan bidrage til at skabe værdi af affald og organiske restprodukter af mange forskellige typer og i mange forskellige industrier,” siger han.

Han ser generelt et stort potentiale for virksomheder, der har en stor organisk affaldsfraktion, som kan håndteres og omdannes til en værdifuld ressource for biogasproduktion.

Nyt standardkoncept

Anlægget i Holton er baseret på Xergis nye modulbaserede koncept. Den installerede motorydelse på kraftvarmeanlægget er 499 kW. Dette giver mulighed for, at selskabet kan få en højere afregning for den grønne strøm, som er baseret på den nye britiske tarif for el produceret med biogas som brændsel.

Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem Xergi, Glendale Power, Bernard Matthews og H2OK.

For yderligere oplysninger kontakt:

Jørgen Ballermann, adm. direktør, Xergi A/S
Tlf.: 99 35 16 00

Denne hjemmeside bruger cookies.
Læs mere om vores cookie- og privatlivspolitik . Du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre på siden.
Accepter