Nyt biogasanlæg gør Frankrig mere selvforsynende

Biogasanlægget fra Xergi omdanner husdyrgødning og organisk affald til grøn energi og gødning. Det er godt for både klima, miljø og økonomi.

 marnay background 673x200

Et nyt biogasanlæg er nu på vej i landsbyen Ennezat nær Clermont Ferrand i det centrale Frankrig. Dermed bliver der taget et nyt skridt i retning af at gøre Frankrig mere selvforsynende med både vedvarende energi og miljøvenlig gødning. 
 
Anlægget ejes af landmanden Jean-Sébastien Lhospitalier, der har taget initiativ til projektet, og energivirksomheden Groupe LANGA.
”Vi har valgt Xergi, fordi selskabet har en anerkendt knowhow inden for biogasteknologi, især når det handler om at behandle mange forskellige typer biomasse,” siger Jean-Sébastien Lhospitalier, der har arbejdet ihærdigt i mere end syv år for at virkeliggøre projektet. 
 
Biogasanlægget kommer til at behandle både gylle, dybstrøelse og organiske restprodukter fra fødevareindustrien. Anlægget bidrager ikke blot med en produktion af vedvarende energi i form af biogas, der omsættes til el og varme. Anlægget forbedrer også husdyrgødningens kvalitet, og det recirkulerer næringsstofferne i organisk affald. Det gør det muligt at erstatte importeret kunstgødning med hjemligt produceret grøn gødning. 
 
Dermed er projektet godt både for klimaet, miljøet og den franske økonomi, der bliver mindre afhængig af importeret gas og gødning.
 
En seriøs virksomhed
 
Biogasanlægget får installeret den nyeste og mest effektive biogasteknologi, som er udviklet af Xergi på basis af 30 års erfaring med at bygge biogasanlæg i både Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Danmark, USA og en række andre lande. 
 
”Biogas giver os mulighed for at udvide vores portefølje af aktiviteter,” siger Vincent Canu, leder af LANGA’s biogasprojekter. Han betegner Xergi som en seriøs virksomhed. 
 
”Vi ønskede at se flere biogasanlæg, der havde fungeret i flere år med samme typer biomasse, som vi skal bruge på Méthelec anlægget. Det var Xergi fuldt ud i stand til at vise os, idet vi har besøgt en række biogasanlæg i både Danmark og Frankrig. Xergi har ligeledes præsenteret deres arbejdsmetode, og det har kun bekræftet os i vores valg,” siger Vincent Canu.
 
Fransk-dansk tandem
 
Hos Xergis franske datterselskab er der stor tilfredshed med den nye ordre på Méthelec anlægget.
 
”Vi er selvfølgelig stolte over, at LANGA Solution og Jean-Sébastien Lhospitalier viser os stor tillid. Det team, der skal udføre projektet, består af både danske og franske medarbejdere. Den fransk-danske tandem sikrer, at projektet får nytte af de erfaringer, Xergi har opbygget i Frankrig, men også af de erfaringer, vi gennem mange år har høstet på de internationale markeder,” siger Guillaume Loir, direktør i Xergis franske datterselskab. 
 
Succes i Frankrig
 
Xergi har gennem flere år arbejdet målrettet på at udvikle det franske marked, og derfor glæder adm. direktør Jørgen Ballermann sig over Méthelec-projektet.
 
”Med Méthelec har Xergi bygget franske biogasanlæg med en samlet kapacitet på 11 MW el, og dermed er Frankrig blevet et af vores væsentlige markeder. Xergi har en stor finansiel soliditet, hvilket kunderne lægger vægt på i en finansielt set vanskelig periode. Samtidig har vi en stærk teknologi, der sikrer kunderne en effektiv biogasproduktion og høj fleksibilitet med hensyn til valg af biomasse,” forklarer Jørgen Ballermann om Xergis succes i Frankrig. 
 
”Méthelec projektet bidrager til en effektiv udbygning af den franske biogasproduktion, og jeg forventer, at det kan bane vej for nye, spændende projekter for Xergi, både i Frankrig og på det internationale marked,” konstaterer Jørgen Ballermann.
 
Fakta: Méthelec projektet
 
Ejere:
 
Landmand Jean-Sebastién Lhospitalier
www.methelec.com
Groupe LANGA
www.langa.fr
 
Leverandør:
 
Xergi er en ledende europæisk specialist i biogasanlæg, der kan håndtere mange typer biomasse. Selskabet har bygget biogasanlæg med en samlet kapacitet på mere end 80 MW el i Europa og USA.
 
Biomasse: 
 
Gylle, dybstrøelse og organisk affald fra fødevareindustrien. 37.000 tons pr år.
Produktionskapacitet: 
1,56 MW elektricitet
Overskudsvarme udnyttes til opvarmning af stalde samt tørring af landbrugsprodukter
 
Teknologi: 
 
2 stk. Gasmax® primære biogasreaktorer, 1 sekundær reaktor
X-hopper® til modtagelse af dybstrøelse
X-chopper® til forbehandling af biomasse
Flexfeed® til opvarmning, blanding og dosering af biomasse
 
For yderligere oplysninger, kontakt:
 
Adm. direktør Jørgen Ballermann, Xergi – tlf. 99 35 16 00, e-mail: jba@xergi.com
 
Denne hjemmeside bruger cookies.
Læs mere om vores cookie- og privatlivspolitik . Du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre på siden.
Accepter