Frankrig: 500 millioner euro til biogas om året i 2020

Frankrig satser massivt på biogas til el, varmeproduktion og distribution via naturgasnettet. Forhøjede tilskudssatser vil få gang i det franske biogasmarked, og nye projekter er allerede på vej, lyder det fra Xergi i Frankrig.

Den franske industri- og energiminister Eric Besson offentliggjorde tirsdag den 18. oktober nye regler og tilskud, der skal sikre, at biogas kan distribueres via naturgasnettet i Frankrig.

Dermed har den franske regering i løbet af 2011 offentliggjort en række nye initiativer, der sikrer en massiv satsning på biogas i Frankrig.

Satsningen omfatter øget støtte til produktion af biogas på basis af affald fra byer, industri og landbrug og anvendelse af biogassen til elproduktion, varmeforsyning og distribution via naturgasnettet.

Frem mod 2020 vil støtten til biogas i Frankrig stige til i alt 500 millioner euro om året, fremgår det af en pressemeddelelse fra industri- og energiministeren.

Nye tilskudssatser

De franske mål er ambitiøse. I 2020 skal der distribueres 270 millioner kubikmeter biogas via naturgasnettet. Elproduktion baseret på biogas skal øges fire gange, og varmeproduktion baseret på biogas skal forøges syv gange frem til 2020.

Det skal føre til en forventet forøgelse i antallet af biogasanlæg med tilknytning til landbruget fra i alt cirka 40 anlæg, på nuværende tidspunkt til cirka 1.000 biogasanlæg i 2020.

Som noget nyt vil producenter af biogas få et tilskud på mellem 45 og 125 euro pr. MWh for biogas, der distribueres via naturgasnettet.

Tilskuddet til elektricitet baseret på biogas er forhøjet med cirka 15-25 procent og udgør nu mellem 11,19 og 13,37 eurocent pr. kWh efter anlæggets størrelse.

Desuden er der tillæg for høj energieffektivitet på op til 4 eurocent pr. kWh og et tillæg for behandling af husdyrgødning på op til 2,6 eurocent pr. kWh.

En offentlig fond på 1,2 milliarder euro er dedikeret til udbygning af varmeforsyning baseret på vedvarende energi i perioden 2009-2013. Midlerne i denne fond kan blandt andet bruges til at finansiere anlæg, der kan bruges til at udnytte varmen fra biogasanlæg, hvor der produceres el.

Biogas i naturgasnettet

- Den franske regerings initiativ vil føre til en betydelig udbygning af den franske biogasproduktion, siger Xergis sales manager Guillaume Loir.

- Vi har arbejdet med projekter, som har afventet beslutningen om tilskud til distribution af biogas via naturgasnettet, og disse projekter vil utvivlsomt komme i gang nu. Frankrig har et veludbygget naturgasnet, og det er oplagt at udnytte dette til distribution af biogas, siger han.

Standardkoncept for biogas i landbruget

Industri- og energiminister Eric Besson forventer, at de nye tilskud vil medføre en kraftig udbygning med biogasanlæg i tilknytning til fransk landbrug.

Den udfordring er Xergi klar til at tage op, idet selskabet netop nu lancerer et standardkoncept for biogasanlæg til landbruget.

- Vi har designet et standardkoncept for et 500 kW biogasanlæg, hvor biogasreaktoren bygges på stedet, mens teknikmodulerne bygges på forhånd efter industrielle principper. Dermed kan vi både sikre en høj kvalitet og en kort montagetid, hvilket er med til at sikre en fornuftig pris i forhold til kvaliteten, siger Guillaume Loir.

Standardkonceptet er baseret på de erfaringer med biogas, som Xergi har opbygget gennem 25 år. Konceptet er blevet testet på et dansk forsøgsbiogasanlæg, og det første standardanlæg er netop blevet bygget i Sverige.

Kontakt:

Xergi A/S, adm. direktør Jørgen Ballermann, tlf.: +45 99 35 16 00, jba@xergi.com

Xergi SAS, sales manager Guillaume Loir, tlf.: +33 6 50 80 54 02, gul@xergi.com

Denne hjemmeside bruger cookies.
Læs mere om vores cookie- og privatlivspolitik . Du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre på siden.
Accepter