Fiskeskrønen blev til virkelighed

Xergi leverede biogasanlægget Brogas på den svenske ø Gotland i 2013. Siden foråret 2014 har anlægget haft en stabil, høj produktion, og i oktober blev rekorden sat med over 215.000 kubikmeter metan.

bro gotland 673x280px

”Tre måneder i træk har vi været over drømmegrænsen på 200.000 kubikmeter metan – en drømmegrænse, som for to år siden nærmest var en fiskeskrøne. Dertil rekord i oktober!”

Sådan lød den begejstrede melding fra driftsleder Erik Löfgren fra Brogas i en mail til Xergi, der leverede et biogasanlæg til det svenske biogasselskab på øen Gotland i 2013.

Med anlægget fulgte en produktionsgaranti på, at anlægget som minimum skulle kunne producere 5950 kubikmeter metan i døgnet – under forudsætning af, at biogasreaktoren blev forsynet med det organiske materiale, der var planlagt, og at driftspersonalet forestod drift- og vedligeholdelse efter forskrifterne fra Xergi.

Stabil, høj produktion

”Efter indkøringsperioden valgte man i foråret 2014 at tilkøbe et ekstra FLEXFEED® indfødningsmodul for at have en større fleksibilitet i forhold til de biomasser, der skulle tilføres anlægget. Siden da har anlægget haft en stabilt høj produktion,” fortæller Jørgen Drejer Jeppesen, manager inden for drift og vedligeholdelse i Xergi.

Siden april 2014 har Brogas således konsekvent produceret mere gas end de 5950 kubikmeter metan/døgn, der var skrevet ind i produktionsgarantien.

”De sidste tre måneder har produktionen ligget stabilt højt på gennemsnitligt 6593 kubikmeter metan om dagen, hvilket er næsten 11 procent højere end garantien, og i oktober kom man over 7000 kubikmeter. Det er et resultat af, at anlægget er blevet trimmet, at Brogas har været dygtige til at indkøbe biomasse, sørge for en god drift og at undgå uheld, så det er rigtig flot. Vi kan konstatere, at fiskeskrønen blev til virkelighed,” siger en glad Jørgen Drejer Jeppesen.

Afpasser produktion og afsætning

Brogas har desuden været dygtige til at afpasse produktion og afsætning af gassen. 

”Det er sådan, at biogasanlægget har et meget begrænset lager. Hvis kunderne af en eller anden grund ikke kan aftage gassen, bliver man nødt til at brænde gassen af i en fakkel. Det er næsten ikke sket,” fortæller Jørgen Drejer Jeppesen.

Gassen afsættes dels til et lokalt Arla-mejeri, dels til en lokal gastankstation, hvor den anvendes i busser og biler.

Planlægger udvidelse

Tilfredsheden med biogasanlægget er så stor, så Brogas i øjeblikket planlægger at udvide anlægget med et nyt reaktorsystem.

Yderligere information, kontakt:

Adm. direktør Jørgen Ballermann, tlf. 99 35 16 00, jba@xergi.com

Denne hjemmeside bruger cookies.
Læs mere om vores cookie- og privatlivspolitik . Du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre på siden.
Accepter