Arla sikres grøn energi i ny biogasaftale med NGF Nature Energy og Xergi

NGF Nature Energy, Arla Foods Energy og Xergi har indgået en projektudviklingsaftale med henblik på at etablere et nyt biogasanlæg i Videbæk vest for Herning. Arla, der er blandt landets største aftagere af naturgas får med biogasproduktionen dækket op mod 10 procent af sit gasforbrug her med CO2-neutral gas.

NGF Nature Energy, Arla og Xergi har indgået en projektudviklingsaftale med henblik på at etablere og drive et fællesejet biogasproduktionsanlæg i Videbæk. Biogasanlægget i Videbæk skal aftage organisk affald fra lokale landmænd og spild fra Arlas mejeriproduktion, og al gassen leveres direkte ind i produktionen i Arla Foods DP ved Videbæk. Dermed kan Arla, der er en af Danmarks største aftager af naturgas, skifte næsten 60 procent af naturgassen i Arla Foods DP ud med grøn gas. Jais Valeur, der er Executive Vice President i Arla siger om aftalen:

-Arla har en ambitiøs målsætning om at reducere koncernens samlede CO2-udslip med 25 procent inden 2020, og brug af biogas i produktionen bringer os et vigtigt skridt i den retning. Arla og Xergi har arbejdet på projektet i Videbæk i en årrække, og sammen med NGF Nature Energy kan vi se frem til endelig at få det realiseret. Partnerskabet med NGF Nature Energy betyder samtidig, at vi får set hele vejen rundt om vores produktion, så vi får tænkt bæredygtigheden ind i både vores energikøb og vores energiforbrug. 
 
Samlet gasløsning
 
NGF Nature Energy har allerede fire topmoderne biogasanlæg i drift og under opførelse, og administrerende direktør Ole Hvelplund ser frem til at udvikle projektet med Arla:

-Danske industrivirksomheder er så småt ved at få øjnene op for de store muligheder, der ligger i biogasproduktion som affaldsbehandlingsanlæg og samtidig leverandører af grøn energi. Arla har en ambitiøs plan, og den støtter vi gerne op om. NGF Nature Energy har som de eneste herhjemme ekspertisen på både salg, distribution og produktion af naturgas og biogas, og vi kan derfor, sammen med vores partnere, skabe en samlet grøn energiløsning. Vi glæder os til at samarbejde med Arla Foods, Xergi og de lokale landmænd om at realisere et virkelig spændende projekt i Videbæk.

Aftalen mellem partnerne trådte i kraft den 26. juni 2015, og NGF Nature Energy indtræder samtidig som medejer i selskabet Videbæk Biogas A/S, der i dag ejes ligeligt af Arla Foods Energy og Xergi. NGF Nature Energy og Arla har samtidig indgået en hensigtserklæring om i fællesskab at udforske mulighederne for fremtidig fælles drift af nye biogasproduktionsanlæg.
 
Yderligere oplysninger: 
 
Ole Hvelplund, adm. direktør, NGF Nature Energy, telefon 40 18 77 67 
Theis Brøgger, pressechef, Arla Foods, telefon 40 33 10 47
Jørgen Ballermann, adm. direktør, Xergi, telefon 25 27 94 36
 
Fakta: 

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 13.500 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

NGF Nature Energy leverer dagligt gas til privat- og erhvervskunder i hele landet. NGF Nature Energy ønsker at bidrage aktivt til den grønne omstilling og at levere effektive og bæredygtige løsninger til hverdagen. NGF Nature Energy opfører i disse år biogasanlæg i hele landet.

Xergi er en af de førende leverandører af biogasteknologi i Europa med mere end 100 energianlæg bag sig. Xergi er ejet fifty/fifty af Schouw & Co. og Hedeselskabet.
 
Denne hjemmeside bruger cookies.
Læs mere om vores cookie- og privatlivspolitik . Du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre på siden.
Accepter